Erhvervspsykolog til Joblife (Allerød)

Vi søger en ambitiøs erhvervspsykolog med stærke fagligheder

Stillingen
Har du lyst til at blive en del af en konsulentvirksomhed i vækst, der er anerkendt indenfor rådgivning på det psykosociale område? Så har vi jobbet til dig. Vi tilbyder en bred portefølje af rådgivning, der bidrager til at skabe god medarbejdertrivsel og effektive virksomheder. Det mener vi nemlig er to sider af samme sag, vi kalder det ”Better Jobs, Better Results”.

Som erhvervspsykologisk konsulent i Joblife får du en særdeles varieret hverdag, som du selv har stor indflydelse på. Du løser opgaverne i tæt samarbejde med vores kunder, som sikres rådgivning af høj faglig standard forankret i din teoretiske baggrund og erfaringer og sparring med kollegerne i Joblife.

Hvad søger vi hos dig?
Du trives i en travl hverdag med varierende opgaver der spænder fra individuelle samtaler, ledersparring, organisationsudvikling, procesfacilitering, undervisning, kundekontakt, og du kan se dig selv som oplægsholder i plenum for flere hundrede deltagere på vores arbejdsmiljøfaglige konferencer.

Du har lyst til at præge Joblifes fortsatte udvikling, der sikrer at vi arbejder med de nyeste teorier og international forskning. Din uddannelsesmæssige baggrund er Cand. Psyk. Du taler og skriver engelsk og har et godt netværk. Du er fagligt dygtig, proaktiv overfor kunder og kolleger og har et godt humør.

Om jobbet

Hos Joblife tager vi vores egen medicin, hvilket betyder at vi har et godt arbejdsmiljø. Vi har travlt og leverer en god service til vores kunder, men vi sikrer også at DU har et godt arbejdsliv. Det vil du opleve i dagligdagen gennem en åben, uhøjtidelig omgangsform, tilgængelig ledelse og høj psykologisk sikkerhed.

Du har nu chancen for at blive en del af et stærkt tværfagligt fællesskab i en virksomhed med engagerede og ambitiøse kollegaer.

Bliv del af en rådgivningsvirksomhed i udvikling
Joblife blev selvstændiggjort fra NIRAS i 2019 og har lagt en vækst og udviklingsstrategi for de kommende år. Vi er pt. 8 kolleger i Allerød og i alt 35 konsulenter i Danmark og forventer at skulle være mange flere.

Vi samarbejder med NIRAS og kollegerne fra de andre Joblife kontorer i Vest og på tværs af mange fagligheder, når vi hjælper vores kunder til at udvikle deres organisationer. Joblife er autoriseret arbejdsmiljørådgiver indenfor alle kompetencer.  Vi er landsdækkende med kontorer i Allerød, Kolding og Århus, hvorfra vi dagligt hjælper mere end 1300 kunder på tværs af mange brancher.

Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte adm. dir. Jan Steenhard på telefon 2223 6201 eller jfs@joblife.dk.

Send os en ansøgning

Send din ansøgning med CV til adm. dir. Jan Steenhard på jfs@joblife.dk