Vi har værktøjerne til at forebygge sexchikane

Pas på skævvridning

Det er godt, at vi bliver mindet om, at sexchikane og anden uønsket seksuel opmærksomhed (USO) desværre kan være en del af arbejdsmiljøet – på nogle typer arbejdspladser mere hyppigt end andre. For det er ikke noget, som nogen skal finde sig i – hverken kvinder eller mænd.

Det er også godt, at ligestillingsminister Mogens Jensen vil tage problematikken op og – med Ritzaus ord – ”høre de kvinder, som har oplevet sexchikane på arbejdspladsen, hvad de mener, der skal gøres for at skabe en kulturændring”. De kvinder, som ministeren vil høre, er ifølge Ritzau Sofie Linde og nogle af initiativtagerne til støttebrevet.

Ministeren – og os andre – skal dog huske, at det langt fra kun er kvinder i mediebranchen, som oplever sexchikane og anden USO. Det er faktisk social- og sundhedsassistenter, specialpædagoger, sygeplejersker og fysio- og ergoterapeuter, som især udsættes for sexchikane og anden USO. Og chikanen mv. udøves i 2/3 af tilfældene af kunder, klienter, patienter og andre borgere. I de resterende tilfælde er krænkeren kollega eller leder (i den rækkefølge). Det viser undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Det kan derfor føre til en skævvridning af ministerens eventuelle nye initiativer, hvis han kun hører kvinder fra mediebranchen. Heldigvis har han også inviteret arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer. Han kunne også overveje at invitere Arbejdstilsynet samt nogle af os, som beskæftiger os med at undersøge fænomenet og udvikle værktøjer og metoder til at forebygge og håndtere USO.

Forebyggelse på grundlag af fakta

Vi har dog langt hen ad vejen de metoder og værktøjer, som skal til for at forebygge sexchikane og anden USO samt på en god måde håndtere de tilfælde, der alligevel forekommer. Arbejdsmarkedets parter har i forskellige samarbejdskonstellationer udgivet flere vejledninger mv., som findes på hjemmesiderne for bl.a. Arbejdstilsynet, Arbejdsmiljørådet og Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø. Og i forbindelse med et forsknings- og udviklingsprojekt om seksuel chikane i omsorgsarbejdet har vi skrevet en vejledning, som findes på NFAs hjemmeside. For tiden er vi ved at færdiggøre et spørgeskema, som arbejdspladser kan anvende til at kortlægge problemet i alle dets afskygninger. Desuden kan arbejdspladser trække på psykologer og andre relevante fagpersoner hos autoriserede arbejdsmiljørådgivere, der har erfaring med forebyggelse mv.

Det, vi således først og fremmest har brug for, er, at arbejdspladser tager problemet seriøst. Som noget af det første bør arbejdsgiveren i samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen (AMO) kortlægge, om der forekommer USO på arbejdspladsen. Det kan fx ske som led i arbejdspladsvurderingen (APV), som under alle omstændigheder skal gennemføres. Så kan yderligere tiltag blive baseret på fakta i stedet for mavefornemmelser, som desværre alt for ofte siger, at ”her har vi ingen problemer”, eller enkelttilfælde, som hver eneste gang ”overrasker” og ”ryster” omgivelserne og dem, der er ansvarlige for et sikkert, sundt og trygt arbejdsmiljø. Parallelt med kortlægningen bør arbejdsgiveren og AMO formulere klare politikker og procedurer for såvel forebyggelse af USO som håndtering af de tilfælde, der måtte forekomme. Tilgangen bør være den samme som i forhold til arbejdsulykker: Ét tilfælde af USO er ét for meget.

Det er via italesættelsen af problemet og den systematiske forebyggelse, at vi kommer USO til livs.